Formandens årsberetning   

Formandens beretning for året 2014
af tidligere formand Søren Bøtker Pedersen

Når det nu er 10. gang at jeg skal aflægge beretning som formand er der en vis risiko for at den kommer til at ligne en af de tidligere. Selv om hvert år har sine forskelligheder, så er der også mange ting der er de samme år efter år, hvilket også gør sig gældende for 2014.


Første kvartal er som de tidligere år tidspunktet for årets opvisninger. Først i Kalundborghallerne, hvor foreningens hold på fornemmeste vis synliggjorde Jyderup Gymnastik.


Årets opvisning i Jyderup Hallen var som vanligt et stor tilløbsstykke med mere end 1.000 mennesker i hallen. Det er en rigtig dejlig dag med en masse glade gymnaster og tilskuere. Alle hold gør rigtig meget ud af opvisningen, hvilket tydeligt ses i de flotte opvisninger de enkelte hold gav.


Et par af de ting man vil huske årets opvisning for, så er det det fantastiske kagebord, som juniorholdet diskede op med. Aldrig før har vi haft så flot og varieret kagebord.


Som afslutning på opvisningen udnævnte foreningen 2 æresmedlemmer Dorthe Raun og Karsten Beyer.


Der skal lyde en tak til alle de unge hjælpetrænere som dem der står for at klargøre til opvisningen.


Andet kvartal er som altid lavsæsonen i foreningen. Der var dog en række tilbud med forårshold frem til sommerferien som indfinder sig efter Høve stævnet, hvor vi var repræsenteret med juniorholdet.


Der ud over var juniorholdet meget aktive i andet kvartal, med at samle penge ind til deres årlige udenlandstur. De knoklede med at sætte fuglepinde på juletræer, uddele telefonbøger, pakke varer i brugsen og Eurospar, sælge lodder og meget andet.


Det lykkedes holdet at tjene 125.000 kr. fra 1. marts til 1 juli. Fantastisk flot. Holdet fik desuden et tilskud på 5.000 kr. far Lions. Der skal lyde en tak til Lions for at bakke op omkring holdet.


Fredag den 27. juni drog vi mod Island for at tilbringe 5 dage i Keflavik. De blev en fantastisk tur hvor der blev trænet, givet opvisning, hygget og leget turister. Jeg har flere gange rejst med hold og ved at det ind imellem kan være lidt udfordrende for en mad i min alder. Mine bekymringer viste sig dog at være fuldstændig ubegrundet. De unge mennesker var fantastisk velopdraget så det var en sand fornøjelse hele vejen igennem.


Vel hjemme igen fra Island og godt i gang med 3. kvartal, var det tid for bestyrelsen til at få lagt sidste hånd på den næste vintersæson. Ud over at få skaffet instruktører til alle holdene, så er det altid en stor kabale at få haltiderne og de enkelte instruktørs ønske til træningstidspunkt til at gå op i en højere enhed. Det lykkes dog endnu en gang om end de sidste instruktører først faldt på plads 3 uger inde i sæsonstarten.


I sæsonprogrammet kunne vi tilbyde ikke mindre end 33 hold. Det viste sig dog desværre, at der til et par af holdene ikke var deltagere nok, så de blev lukket ned, men der blev også oprettet et par mere, så vi endte med 31 hold.


En af de udfordringer vi har haft i dette år er, at vores leverandør på det elektroniske tilmeldingssystem solgte deres virksomhed til en af deres konkurrenter. Det betød, at vi endnu en gang måtte ud og scanne markedet for systemer. Valget er faldt på Klubmodul, da vi vurderede at det var dem der bedst kunne løse vores behov. Det har de i store træk også kunnet, men det er sådan hver gang man skifter system så er der noget som er bedre og noget som er mindre godt, men alt i alt er vi tilfredse. Vi valgte i sammen forbindelse at få et system, hvor både det elektroniske tilmeldingssystem og hjemmesiden hang sammen. Her vil vi dog gerne erkende at hjemmesiden layoutmæssig er et skridt tilbage i forhold til den tidliger hjemmeside, men der arbejdes på at få den gjort mere ”lækker” igen.


Som optakt til sæsonstarten deltog vi i byfesten med trampolin, aitrack og kangoo Jumps gav en lille opvisning. Et fint arrangement med masser at mennesker.


8. september var vi klar til at tage fat på en ny sæson. En sæson hvor vi for første gang kunne indfri den målsætning som vi fastlagde i 2006, nemlig at vi skulle have hold til alle aldre og dette blev indfriet med opstart af ungdomsholdet.


At Jyderup gymnastik betyder meget for aktivitetsniveauet i Jyderup Hallen er der ingen tvivl om. Det er fantastisk dejlig at komme i hallen med så mange gymnaster og forældre, der er et liv uden lige. Ind imellem kan man ikke lade vær med tænke tilbage på den tid hvor vi var i skolens gymnastiksal og det i kunne tilbyde forældrene var at sidde på trappen eller nede i omklædningsrummet. Hvor er vi dog privilegeret med de faciliteter vi har i dag.


I løbet af 4. kvartal har mange hold haft ekstratræninger og nogen lige frem events der har været åbnet for alle. Vi har haft den årlige tur til Vejstrup, som altid er en stor succes og endelig har vi igen i år afholdt julearrangement. Alt sammen kun aktiviteter der kan lade sig gøre fordi der er så mange frivillige, der lægger tid og energi i det. Det skal lyde en kæmpe stor tak til jer alle.


Som jeg indledte med at sige, så er det 10. år jeg aflægger formands beretning. Det er også den sidste i denne omgang idet jeg stopper som formand og i bestyrelsen eller jeg må jo nok hellere sige holder pause, for det har jeg jo for vane at sige til alle andre. I Jyderup Gymnastik stopper man ikke, der holder man blot pause.


Når jeg ser tilbage på de 10 år der er gået, så er det 10 fantastiske år. I 2005 lagde den daværende bestyrelse en plan for hvor foreningen skulle bevæge sig hen. Vi tog afsæt i den daværende situation. Vi havde 11 hold og 236 medlemmer, hvor af motionisterne var det suverænt største hold med over 50 deltagere.


Bestyrelsen plan var at Jyderup Gymnastik skulle være Sjov Motion for alle. Som vi så det krævede det 4 ting.


  1. De rigtige rammer/faciliteter – derfor gik vi forrest da der skulle bygges til hallen. Vi har fået nogle fantastiske rum til gymnastik

  2. Økonomi til at kunne udvikle – vi udarbejdede derfor et sponsor koncept, hvor vi nu får omkring 65.000 kr. ind hvert eneste år. Stor tak til alle vores sponsorer

  3. De rigtige redskaber – vi har i perioden brugt over 650.000 kr. på redskaber

  4. De rigtige instruktører og hjælpeinstruktører – vi har i hele perioden arbejdet målrettet med at udvikle nye instruktører fra egne rækker


 


Der er dog kommet endnu et punkt til nemlig en velfungerende bestyrelse. Der har jeg været rigtig heldig at dem der har valgt at gå ind i bestyrelsen har alle været nogle fantastiske mennesker som har ydet en kæmpe indsats for vi i dag er nået i mål med de ambitioner vi lagde i 2006.


 


I 2005 påstod jeg at vi i Jyderup Gymnastik kunne blive 1000 aktive/instruktører. Det er vi ikke helt målt på antal hoveder men hvis vi lægger antal deltager på vinter og sommerhold samme endte vi i 2014 på 1022 personer, hvilket er helt fantastisk.


 


Det er absolut ikke mit værk, at vi er en så stor forening i dag. Det er alle de frivillige der har lagt timer i foreningen, så jeg vil gerne takke alle de instruktører, hjælpeinstruktører, minihjælpere, kontaktpersoner, forældre og ikke mindst bestyrelsesmedlemmer som jeg har haft fornøjelsen af at møde i de 10 år. Det er absolut jeres fortjeneste at Jyderup Gymnastik er hvor den er i dag.


Det er med glæde at jeg i dag giver stafetten som formand videre til en ny person, hvem det bliver ved jeg ikke, men jeg ved at den bestyrelse der kommer til at sidde efter aftenens generalforsamling er meget kompetente til at drive foreningen videre.


Jeg vil glæde mig til stadig at være aktiv i foreningen, som medlem og hvem ved måske kan jeg få en tjans som instruktør, hjælpeinstruktør eller kontaktperson på et hold.


Med det vil jeg sige tak for 10 fantastiske år som formand og pas nu godt på den fantastiske forening som Jyderup Gymnastik er.



Seneste nyheder

Kommende events