Info om træning og Covid-19

De to første uger af den nye sæson er gået godt, men vi bliver nødt til, i forlængelse af Statsminister Mette Frederiksens udmelding fredag den 18. september, 2020 at ændre nogle få ting, for at vi kan sikre en så smittefri træning som mulig.

Begræns ophold i cafeteriets område

Vi vil derfor bede om, at man ikke opholder sig unødigt i cafeteriets område. Dette gælder også for evt. søskende til de børn der er til gymnastik. Hvis man alligevel opholder sig der, så vis hensyn til hinanden, sid ved bordene og evt. søskende skal ikke løbe rundt. Bær mundbind så evt. smitterisiko mindskes og benyt også bordene foran fitness til at vente ved. Vær obs. på, at der er skilte med max antal personer der må opholde sig i de respektive rum i hallen og respekter disse.

Aflysning af forældremøder og Vejstruptur

På grund af ovenstående restriktioner har vi i år også valgt at aflyse alle forældremøder på børneholdene i den kommende uge (uge 39). Alle børnehold vil i stedet modtage information via mail eller udleverede sedler til gymnasterne.

Ligeledes bliver den årlige tur til Vejstrup Idrætsefterskole for Mini-juniormix 10 – 12 år samt juniorholdet også aflyst, da vi ikke mener at det er forsvarligt at tage af sted.

Træning på 1. sal

Hvis man skal til gymnastik på 1. salen beder vi om, at man ikke går op til salen førend det hold der træner der er kommet ned ad trappen. Der bliver meget trængt på reposen hvis det hold der er i salen skal ud og ned samtidig med et andet skal op og ind – så vis hensyn til hinanden og vent med at gå op (vent under trappen). Samtidig beder vi om, at man skynder sig ud fra træningen og ned så det næste hold kan komme til træning.

Sikker ind- og udgang i springsalen

Vi vil samtidig sørge for, at holdene der træner i springsalen ikke mødes i glasdøren når de skal ind og ud. Dette betyder, at holdet som træner i springsalen vil have udgang til den store hal og gå den vej igennem, og om til cafeterieområdet, samtidig med at det næste hold går ind ad glasdøren til træning, således undgår vi at en masse børn og voksne mødes på et meget lille sted.

Vi har i sidste uge aflyst nogle få træninger pga. Covid-19 risiko og det har heldigvis vist sig, at der ikke er sket en smittespredning blandt gymnasterne, så alle hold vil fortsætte som vanligt i den kommende uge.

Vi følger naturligvis situationen nøje og melder ud via Facebook eller mail/SMS såfremt der sker ændringer i træningen. Har du spørgsmål vedrørende Covid-19 er du velkommende til, at kontakte Covid-19 koordinator Finn Haulrich tlf. 40 98 70 17 eller info@jyderupgymnastik.dk

 


Hold i dag

Instagram